tirsdag, 20. maj 2025

07.02 Ceylan vaskede den uafgjorte plet væk

Selvom flere ved ringside havde levnet Cristian Montilla (6-4-1, 3 KO) gode chancer for en sejr over Dennis Ceylan (13-0-1, 7 KO), måtte spanieren erkende, at han reelt aldrig var i nærheden af at få armene rakt i vejret. I 7. omgang fik han så mange klø, at kampen blev stoppet.
 
Det blev en åbning i et højt tempo. Begge boksere ville tydeligvis gerne have sejren denne gang, efter deres møde i august blev dømt uafgjort.
 
Selvom spanieren kommer fra en vægtklasse lavere, var han fysisk lige så stor som Dennis Ceylan, der i stedet har sin hurtighed som sin store styrke. Det var også primært den, der sikrede ham 1. omgang.
 
I 2. omgang blev der skruet op for tempoet fra dansk side. Der viste Dennis Ceylan, at han, når han bokser op til sit bedste, er en bedre bokser end Cristian Montilla, der ved flere lejligheder blev ramt af Ceylans direkte højre.
 
Mønstret fortsatte i den efterfølgende omgang, hvor Montilla var den, der gik fremad, men hvor Ceylan var den, der slap bedst fra duellerne. Kampen blev bokset i et ganske fint tempo, og det var på dette tidspunkt danskeren, der havde vundet alle de første tre omgange.
 
Enkelte gange i 4. omgang lykkedes det ganske vist spanieren at komme ind med træffere, men det var Ceylan, der med hurtge bevægelser og fin teknik satte de fleste af slagsen ind. Endnu engang var det danskeren, der løb med omgangen.
 
Cristian Montilla er faktisk en ganske god bokser, men mod Dennis Ceyan var han oppe mod en mand, der var teknisk bedre og væsentligt hurtigere. Det gjorde forskellen.
 
I 7. omgang faldt afgørelsen. Spanieren blev klemt op i hjørnet, og her fik han så mange slag, at kamplederen til slut måtte bryde ind og stoppe ham.
 
En flot indsats af Ceylan, som dermed effektivt vaskede rekordlistens eneste plet af vejen.
 
Foto: Wende.

Seneste historier