Ingen er i tvivl om, at den norske WBA-, WBC- og WBO-verdensmester i weltervægt, Cecilia Brækhus, inderligt ønsker sig et møde med amerikaneren Holly Holm. Holm er efterhånden den eneste, der kan true Brækhus i kampen om at være verdens bedste kvindebokser, og ifølge VG har Cecilia Brækhus nu lagt en video ud på diverse sociale medier, hvor hun sender en meget direkte besked i retning af Holly Holm.”Nu har der været nok snak. Der har været nok snak frem og tilbage. Jeg vil bare have den kamp, og jeg vil have den i 2013,” siger Cecilia Brækhus. Holms promotor, Lenny Fresquez, har givet Brækhus et offentligt tilbud på 50.000 dollars for at komme til USA og møde Holly Holm. Men Brækhus er holdt op med at bekymre sig om snak i offentligheden. “Udtalelserne fra Holm-lejren provokerer mig ikke længere. Der er kommet så meget derfra, at det bare preller af. Mit hovedbudskab er, at jeg vil have Holm i ringen. Jeg vil have den kamp, og jeg vil en gang for alle afgøre, hvem der er verdens bedste kvindelige bokser, uanset vægtklasse,” siger Cecilia Brækhus. Foto: Wende.