onsdag, 19. marts 2025

06.11 Hviderussisk modstander til Smaadal

At dømme ud fra cifrene på rekordlisten bliver der tale om karrierens hårdeste opgave, når Simen Smaadal ved det kommende Nordic Fight Night-stævne i Albertslund går i ringen mod Andreu Salahutdzinau (15-2, 5 KO) fra Hviderusland.
 
Det hører dog med til historien, at alle hviderusserens 15 sejre er kommet mod bumser og lig. De to gange, han har mødt gode modstandere, er det endt med nederlag. Det er i begge tilfælde sket i titelkampe på udebane, hvor han har ydet hæderlig modstand og har tabt på point.
 
“Han har en meget god rekordliste, og han er vant til at vinde. Men det er jeg også. Jeg er forberedt på en god kamp. Jeg vil gøre, hvad jeg altid gør. Yde mit bedste og vinde,” siger Simen Smaadal ifølge en pressemeddelelse.
 
24-årige Simen Smaadal har vundet alle sine syv professionelle kampe. To gange har han vundet før tid, men han har endnu ikke overbevist omverdenen om, at han er en fremtidens stjerne. Til kampen i Albertslund glæder han sig dog til at få masse af støtte fra medrejsende fans.
 
“Min far og min søster har arrangeret en bustur, så der vil være en masse mennesker, der kommer fra Norge. Deres støtte er uvurderlig. Når jeg går i ringen, vil de lave en masse larm,” siger Simen Smaadal.
 
Foto: Wende.

Seneste historier