Der bliver ungarsk modstand til Kasper Bruun, når han den 22. november går i ringen ved et stævne i den engelske hovedstad London.
Kasper Bruun skal i ringen mod den 24-årige Laszlo Fazekas (16-9-1, 12 KO). En modstander, der på papiret ligner en habil journeyman, som Kasper Bruun dog bør kunne klare overbevisende.
“Jeg er sulten efter at komme i ringen efter en pause siden marts, hvor jeg er blevet far og har haft andre ting at koncentrere mig om. Og det ser ud til, at det ikke bliver en walk-over, hvilket er fint, da jeg har brug for at få nogle omgange i kroppen,” siger Kasper Bruun ifølge en pressemeddelelse.
26-årige Kasper Bruun (17-0-1, 4 KO) boksede senest i marts, hvor han i Kolding stoppede Robert Kiraly i 5. omgang. Det er hans foreløbig eneste kamp i år.
Stævnet i London bliver arrangeret af den engelske promotor Mickey Helliet.
Foto: Wende.