Kim Poulsen kommer til at stå over for en lettisk modstander, når han den 1. november bokser sin næste kamp.
27-årige Kim Poulsen bor og træner nu i Østrig, og det er også her, han næste gang skal i ringen. Modstanderen bliver den 32-årige lette Sergejs Malcevs. En bokser, der trods alt har en ciffermæssigt pæn rekordliste, men som Poulsen ikke bør få problemer med.
Letten har hidtil bokset i letmellemvægt, og det er en vægtklasse over danskeren. Det er det eneste plus, der umiddelbart er at få øje på til lettens fordel.
“Jeg regner med at kunne vise det, jeg lærer i Wien, nemlig at være aggressiv og slå hårdt,” skriver Kim Poulsen på Facebook.
“I sparringen har jeg vist, at jeg kan slå folk ud. Senest var det en stærk weltervægter og en stærk mellemvægter, der måtte i gulvet, så det begynder at bære frugt med træningen og stilændringen,” tilføjer han.
Kampen mellem Kim Poulsen og Sergejs Malcevs bliver bokset over 10 omgange.
Foto: Wende.