Den tidligere europamester Rudy Markussen gjorde i lørdags kort proces, da han allerede i 1. omgang sendte belgieren Michael Recloux til drømmeland.
Nu siger den 34-årige dansker mod større mål, og hans tyske arbejdsgiver, Sauerland Event, håber på, at det vil lykkes at matche Markussen mod den ene af WBA’s mestre i supermellemvægt, nordirske Brian Magee.
“Jeg er kommet i kontakt med Brian Magees folk. Så lige nu venter vi på en tilbagemelding om, hvornår Magee kan bokse, og selvfølgelig hvad han kræver økonomisk. Det er tidligt i fasen, men vi er sikre på, at vi kan få kampen på plads,” siger promotor Nisse Sauerland til TV 2 Sporten.
“Vi håber på en kamp i januar. Det giver os tid, og det giver først og fremmest Rudy tid til at forberede sig til Magee, for naturligvis er det her et skridt op,” siger Nisse Sauerland.
Brian Magee vandt i januar 2010 EM-titlen ved at besejre Mads Larsen i Århus, og i sommer vandt han WBA-bæltet med en sejr over Jaime Barboza.

