“Nu bider du tænderne sammen!”Allan Vesters opfordring fra ringhjørnet i retning af Landry Kore oppe i ringen gjorde et kort øjeblik sekundanten og stævnearrangøren ufrivilligt morsom blandt tilskuerne. Baggrunden var imidlertid meget alvorlig. Landry Kore (6-1, 2 KO) havde i løbet af de første fire omgange af sin kamp mod Bartlomiej Grafka (19-22-3, 9 KO) fået frataget to point for gentagne gange at tabe tandbeskytteren, og han lænede sig derfor alvorligt op af en diskvalifikation. Den kom i den efterfølgende omgang – men først efter, at polakken havde fået frataget to point for samme forseelse, og dermed endte kampen som lidt af en farce.Kampen var annonceret som main event ved boksedelen af Vester Boxings nye forsøg, Fightfestival. I løbet af weekenden dannede Arena Midt i Kjellerup ramme om alverdens former for kampsport. K1, MMA, stærkmandskonkurrencer og armlægningskonkurrencer var på tapetet, inden der lørdag aften blev lukket ned med et boksestævne, der indeholdt både amatører og professionelle boksere. Dette stævne fik en noget bizar afslutning med diskvalificerningen af den hidtil ubesejrede dansker.God modstanderSelvom Kore havde beholdt tandbeskytteren i munden, er det dog langt fra givet, at han havde vundet. Bartlomiej Grafka var uden sammenligning Kores bedste modstander i karrieren, og han gav danskeren hænderne fulde. Den meget aktive venstre, som sikrede Kore 1. omgang, holdt hurtigt op med at køre lige så effektivt, og efter de fire omgange, som blev fuldført, havde de to boksere hver vundet de to.Nu blev det til et rød plet på rekordlisten, og sådan gik det for to af de fire danske proffer, som stillede op. Også Johnny Reiffenstein (1-1, 0 KO) led et nederlag, da han trods en ihærdig indsats måtte give fortabt mod polske Mateusz Kasza (2-0, 1 KO). Polakken vandt de første fire omgange, inden 52-årige Johnny Reiffenstein i 5. omgang måtte tage tælling og efterfølgende blev sendt i gulvet og stoppet.Johnny Reiffenstein hev allerede i 2. omgang så voldsomt efter vejret, at flere tilskuere i arenaen var i alvorlig fare for at besvime på grund af iltmangel. De grundlæggende boksemæssige færdigheder har han sådan set styr på, men som 52-årig er det klart, at det er begrænset, hvad han kan stille op, når niveauet på modstanderne bliver skruet i vejret.De to nederlag er dog ikke ensbetydende med en katastrofe for Vester Boxing. Ingen af bokserne er på nogen fast aftale med promotoren, der ser ud til at have droppet sidste års ambition om at opbygge en stald af professionelle boksere. Stævnet var en enkeltstående event, der muligvis bliver til flere, og for Vester gjaldt det derfor i højere grad om at levere nogle velmatchede og spændende boksekampe end at føre bokserne det næste skridt til noget som helst.Godkendte matchningerMed danske nederlag i halvdelen af kampene, må matchningerne siges at være helt godkendt. Sådan er det som regel, når det er polske boksere fra Slesia Boxing Team, der bliver inviteret, og heller ikke denne gang skuffede de. Heller ikke selvom de polske modstandere til Shahriyar Weissi (3-2, 1 KO) og Haris Dzindo (1-0, 0 KO) tabte klart på point. Sidstnævntes debut har været ualmindeligt længe undervejs. Mange planer er blevet skrottet, inden den 26-årige jyde med de bosniske rødder endelig kom til at bokse med bar overkrop.Haris Dzindo er sådan set en ganske udmærket bokser, hvilket hans resultater som amatør beviser. Kampen mod Ruslan Mokrytskyi (1-1, 1 KO) blev dog aldrig nogen fest. Dertil stod de boksere simpelthen for dårligt til hinanden, og kamplederen havde derfor masser at gøre med at skille dem ad.Nu er Haris Dzindo i gang som professionel, og planerne om fremtidige kampe er store. Hvis bare en del af planerne bliver til virkelighed, kommer Dzindo til at få et tilstrækkeligt antal kampe. Om der så vil være ressourcer til at hæve niveauet på modstanderne, når det bliver påkrævet, er et større spørgsmål. I første omgang er det meningen, at Haris Dzindo bokser om en måned i Koblenz i Tyskland, hvor modstanderen foreløbig ser ud til at være debutanten Thomas Piccirillo.For Landry Kore var nederlaget selvsagt en alvorlig streg i regningen. Dansk-ivorianeren har lige siden sin professionelle debut kæmpet for at komme ind i varmen hos Nisse Sauerland, og her hjælper et nederlag på rekordlisten selvsagt ikke. Bartlomiej Grafka viste sig som ventet at være en habil og kompetent modstander, men hvis Kore er en bokser, som nogen promotor bør investere noget som helst seriøst i, skal han naturligvis kunne besejre den polske journeyman. Så Kore bør straks gribe telefonen og ringe til Nisse Sauerland og foreslå ham at lave en returkamp. Dermed vil Kore hurtigt få muligheden for at vaske pletten væk fra rekordlisten, og helt ærligt: Hvis han ikke kan slå Bartlomiej Grafka, så kan det ærligt talt også være lige meget.For Weissi og Reiffenstein kommer resultaterne næppe til at betyde det store i forhold til fremtidige kampe. Ingen af dem virker til at satse vildt og voldsomt på at blive ført frem – for Reiffenstein er det helt naturligt på grund af hans alder, mens Weissi er aktiv inden for andre kampsportsgrene. De stiller sikkert op igen, hvis de får muligheden for kampe, uden at fokusere vanvittigt meget på, hvad de pågældende kampe kan føre til.
Var stævnet et skridt frem eller tilbage for dansk profboksning? Ingen af delene. Der var tale om en enkeltstående begivenhed med boksere, som det for størstedelens vedkommende alligevel var vanskeligt at se et større fremtidsperspektiv i, som stillede op.Men var stævnet dermed det rene tidsspilde? Overhovedet ikke. Det var velmatchede kampe – også blandt amatørerne – og den slags er selvsagt ikke uvæsentligt. Den slags stævner må Vester Boxing meget gerne arrangere flere af, hvis ellers økonomien kan hænge sammen.Fotos: FotoTrine.dk