onsdag, 18. september 2024

06.08 Smaadal: Lad mig møde Khattab eller Fornling

Norske Simen Smaadal (10-1, 4 KO) har i sine seneste tre kampe ikke ligefrem lignet fremtidens mand inden for professionel boksning. Et nederlag til landsmanden Tim-Robin Lihaug er blevet fulgt op af to sejre, hvor Smaadal, til trods for at modstanderne har været de rene fusentaster, ikke har virket overbevisende.
 
Smaadal har dog store ambitioner, og han forsikrer, at han gerne går i ringen mod enten danskeren Abdul Khattab (11-1, 3 KO) eller svenskeren Sven Fornling (7-0, 5 KO).
 
“Træningen er og har altid været i fuld gang. Jeg vil bokse på Nordic Fight Night i september, men samtidig vil jeg gerne give de loyale tilskuere en kamp, som er værd at se. Derfor udfordrer jeg med al respekt Abdul Khattab og Sven Fornling,” skriver Simen Smaadal på Facebook.
 
Foto: Wende.

Seneste historier