Meget er blevet sagt – især på svensk – op til lørdagens WBC Baltic-titelkamp mellem Anthony Yigit (11-0-1, 4 KO) og Kim Poulsen (26-1, 7 KO). Især Anthony Yigit har haft travlt med at fortælle, at det er ham, som lørdag aften vil løbe af med sejren.
“Kim er ikke noget særligt. Han har ikke noget, jeg ikke har været oppe imod før. Helt ærligt, jeg tror ikke, han vil være i stand til at følge med mit tempo. Jeg er klar til at vise alle, at jeg er den bedste bokser i Skandinavien,” siger Anthony Yigit ifølge en pressemeddelelse.
Den 23-årige svensker vil til gengæld gerne lade den danske låne bæltet, hvis han vinder. Men det bliver kun for at spænde det om livet på ham.
“Jeg læste et sted, at hvis Kim vinder, så ønsker han at give sin kæreste bæltet i fødselsdagsgave. Det er sødt, men det kommer ikke til at ske. Jeg er en flink fyr, så hvis bæltet er så vigtigt for hende, vil jeg lade hende spænde det om livet på mig, efter jeg har slået hendes kæreste,” siger Anthony Yigit.
Foto: Wende.