lørdag, 19. april 2025

06.02 Kassem: Mere kontrolleret denne gang

Rashid Kassem (6-0, 3 KO) skal for første gang ud i en kamp sat til otte omgange, når han i morgen aften møder ungarske Gyula Tallosi (5-1, 4 KO) ved Nordic Fight Night i Frederikshavn.
 
Den længere distance er årsagen til, at Kassem forventer at bokse mere roligt og afvente end i sin seneste kamp.
 
“Det er otte omgange, så jeg kommer ikke farende ud som sidst, hvor jeg kom ud med fuld fart. Det bliver lidt mere kontrolleret boksning denne gang, men stadig underholdende. Det krydderi skal der altid være på min boksning. Får jeg chancen for en knockout, så tager jeg den selvfølgelig,” siger Rashid Kassem ifølge en pressemeddelelse.
 
I december besejrede Kassem hviderusseren Kakhaber Avetisian efter seks omgange, hvor han tydeligt og klart gik efter at ramme med det ene slag, der kunne afgøre kampen. Sådan skal det altså ikke blive denne gang.
 
Modstanderen har en ciffermæssigt fornuftig rekordliste, som dog lider under at være bygget op mod fusentaster.
 
“Det har været svært at studere ham på forhånd, da der ikke er så meget materiale på ham. Men jeg er lidt større end ham. Jeg tror, jeg er fysisk stærkere,” siger Rashid Kassem.
 
Foto: Wende.

Seneste historier