Det var en meget aggressiv Ditlev Rossing (2-0, 1 KO), som lørdag aften nærmest kom farende ud af ringhjørnet og i hovedet på sin ukrainske modstander, Ivan Lysytsa (2-5, 2 KO). Ukraineren var i gulvet i 1. omgang, men han formåede alligevel at gå tiden ud.
“Jeg ville gerne have stoppet kampen tidligt, og jeg kørte på fra start, men han var tough, og han havde en god kæbe. Jeg ved ikke, om jeg er overrasket over, at han stod hele kampen igennem, men han blev i alt fald ramt mange gange, men stod for mosten,” siger Ditlev Rossing til Skive Folkeblad.
Da de fire omgange var gået, var energien væk hos cruiservægteren fra Skive, men det va, som det skulle være, mener han.
“Jeg følte mig ikke alvorligt ramt på noget tidspunkt, men jeg erkender, at jeg var træt til sidst. Men det var, som det skulle være. Hvis en kamp går over fire runder, så skal man være træt, når fjerde runde er slut – og ligeledes, hvis der er tale om seks omgange,” siger Ditlev Rossing.
Foto: Thomas Sjørup.