Brian Magees manager, Pat Magee, er ikke i tvivl, når han bliver spurgt, hvem der står med armene i vejret lørdag aften, når kampen mellem Mikkel Kessler og Brian Magee er forbi. Manageren har ikke meget til overs for Mikkel Kessler. “Det går Mikkel Kessler, som det gik for Ricky Hatton. En dag står han i ringen og er blevet gammel, og det bliver på lørdag mod Brian. Tro mig,” siger Pat Magee til Ekstra Bladet.Manageren giver ikke meget for Kesslers seneste sejr over Allan Green, som han betegner som en færdig bokser. “Han har bokset Mehdi Bouadla og Allan Green. Hvem er Bouadla? Han er en sparringspartner. Og Allan Green var en færdig mand, da han mødte Kessler. Brian ville uden problemer have vundet over de to. Desuden var Allan Green letsværvægter, og man tvang ham til at gå ned i vægt, hvor han ikke havde sin naturlige styrke. Da han så alligevel ikke kunne klare vægtkravet, gav man ham en stor bøde. Helt ærligt, manden var jo besejret på forhånd,” siger Pat Magee, der mener, at Allan Green udelukkende gik i ringen mod Kessler for pengenes skyld. “Mod Green så vi, at Mikkel er en gammel bokser. Hvorfor fulgte Green ikke op på den knockdown og gjorde en ende på Mikkel? Fordi Green selv er en færdig bokser, der var indstillet på bare at komme og hente en check i København,” siger Pat Magee.