torsdag, 15. maj 2025

05.11 Yigit vs. Corley 19. december?

Anthony Yigit (15-0-1, 6 KO) kommer efter al sandsynlighed til at få en meget rutineret modstander, når der den 19. december er Nordic Fight Night i Nyköping i Sverige.
 
Ifølge knock-out.dk’s oplysninger er amerikanske DeMarcus Corley (42-25-1, 25 KO) udset som modstander.
 
DeMarcus Corley er tidligere WBO-verdensmester, og selvom han er blevet 41 år og er i karrierens efterår, ligner han en seriøs test for Yigit, der er officiel udfordrer til EU-titlen i letweltervægt.
 
Corley blev WBO-verdensmester i 2001 og forsvarede titlen to gange, inden han tabte den efter en kneben afgørelse til Zab Judah. Senere gjorde han flere forgæves forsøg på at vinde VM-titler. Han har udover Judah været i ringen mod navne som Floyd Mayweather, Miguel Cotto, Junior Witter, Devin Alexander, Randall Bailey og Marcos Maidana.
 
Kampen skal efter planen gå over 10 omgange i letweltervægt.
 
Foto: Wende.

Seneste historier