Letsværvægteren Jeppe Morell bliver den foreløbig sidste i rækken af navne, der skal debutere som professionel, når Mogens Palle og Brian Nielsen den 4. december holder stævne i Herlev Hallen.
Jeppe Morell har længe jagtet en professionel karriere i regi af både Sauerland og Vester, men uden det er blevet til noget. Nu får han så muligheden hos Palle.
“De, der kender mig og har fulgt mig, ved allerede, hvor længe og utålmodigt jeg har jagtet en seriøs chance som denne til at teste mine ambitioner i den professionelle boksering,” siger Jeppe Morell ifølge en pressemeddelelse.
Jeppe Morell har som amatør bokset 27 kampe med 22 sejre. Han træner hos Lolenga Mock i Århus, hvor han til daglig er i gang med at læse til pædagog.
“Jeg ved, at jeg har rigtigt mange ting at lære, men jeg ved også, at jeg har et stærkt solidt fundament at bygge videre på som professionel,” siger Jeppe Morell.