tirsdag, 11. november 2025

05.06 Hadifi chokeret over nederlag

Osama Hadifi (11-2, 11 KO) er dybt chokeret over, at han lørdag aften blev dømt som taber af kampen mod congolesiske Clark Telamanou (5-2-1, 1 KO). Efter de seks omgange blev Telamanou udråbt som kneben vinder, og det var ikke en afgørsel, der behagede den 30-årige dansker.
 
“Jeg kan virkelig ikke forstå det. Det var ikke engang, fordi jeg synes, det var en tæt kamp. Han vinder første og sidste omgang, men jeg føler, jeg vinder resten. Han rammer ikke med særligt mange af sine slag,” siger Osama Hadifi til B.T.
 
Især den ene dommerseddel, der gav sejren til congoleseren med 59-55, er faldet danskeren for brystet.
 
“Den ene dommer har mig kun til at vinde en omgang, det giver slet ikke nogen mening. Jeg føler, at jeg bokser på udebane. Det er virkelig slemt og slet ikke noget, jeg kunne have forestillet mig,” lyder det fra Osama Hadifi, som dermed har tabt to kampe i træk.

Seneste historier