søndag, 12. januar 2025

04.12 Poulsen slog Hadifi klart

Danskeropgøret mellem Enock Poulsen (2-0, 0 KO) og Osama Hadifi (11-3, 11 KO) endte med at blive alt andet end spændende. Da de to boksere først kom op i ringen, var der tydeligt forskel på deres niveau. Enock Poulsen var på alle parametre bedre og vandt klart alle fire omgange.
 
Kampen blev indledt i et vældigt tempo, og det var den såkaldte nyprof, Enock Poulsen, som havde initiativet og vandt 1. omgang temmelig sikkert. Hadifi fandt ikke den rigtige distance, og Poulsens høje aktivitetsniveau gav ham en sikker omgang.
 
Hadifi gik fremad og søgte kampen, men igen i 2. omgang måtte han erkende, at det var op ad bakke. Enock Poulsen virkede både hurtigere og skarpere og vandt også denne omgang ganske sikkert.
 
Der er kun grund til at have stor respekt for Osama Hadifi, som kæmpede alt, hvad han kunne. Han var imidlertid oppe mod en modstander, som var både hurtigere og skarpere og tydeligvis også i bedre form. I hvert fald plejer Osama Hadifi at møde frem med en overkrop i betydelig skarpere tilstand end denne gang.
 
I sidste omgang begyndte det at ligne decideret klasseforskel. Hadifi blev reelt udbokset, men han opgav aldrig og kæmpede mod overmagten til sidste gonggong, hvilket er værd at tage hatten af for.
 
Dommerne scorede kampen 40-35, 40-36 og 40-36 til Enock Poulsen.
 
Foto: Thomas Sjørup.

Seneste historier