fredag, 16. maj 2025

04.12 Poulsen sigter mod titelkamp

Kim Poulsen er for tiden ved at lægge sidste hånd på forberedelserne til kampen mod kroatiske Veljko Saponja (8-1-1, 5 KO) i Aalborg den 15. december. Men ambitionerne for den 25-årige jyde rækker længere end en sejr om halvanden uge.   “Jeg ved, at teamet arbejder hårdt på, at jeg kan få en titelkamp og få nogle gode rangeringer. Men først og fremmest ser jeg frem til kampen den 15., og der skulle jeg gerne vinde,” siger Kim Poulsen til Kanalsport. Poulsen ved, at en klar sejr over Saponja den 15. december i Aalborg er et ufravigeligt krav.”For at kunne måde de gode skal man også kunne slå de mindre gode overbevisende,” siger han.Danskeren har bokset 22 professionelle kampe med 21 sejre, men han har kun en enkelt gang bokset en kamp, hvor der stod et bælte på spil. Det skete i for tre et halvt år siden, da han ved et stævne på hjemmebanen i Horsens vandt UBO I/C-titlen. En overflødig titel, som han aldrig har forsøgt at forsvare. Men til foråret vil han gerne bokse om et bælte. “Jeg håber, at når jeg har vundet næste gang, kan det blive næste gang igen. Det er det, jeg træner målrettet mod. Min karriere går ud på at bokse titelkampe. Det er min store drøm at bokse om en god titel,” siger Kim Poulsen, der ikke går så højt op i, hvilken titel det drejer sig om. “Det er underordnet. Det kommer an på, hvad de finder frem, men det må gerne være en, der har noget betydning,” siger han. Det store mål er dog helt på plads. “Drømmen er selvfølgelig at blive verdensmester en dag, men om mit talent rækker så langt, må tiden vise,” siger Kim Poulsen. Foto: Euro Event.

Seneste historier