tirsdag, 13. maj 2025

04.12 Morten Olsson tabte på teknisk knockout

Morten Olsson (2-1, 2 KO) fik en skuffende hjemmebanedebut som professionel, da han i 5. omgang blev stoppet af Goncalo Pimenta (2-3, 2 KO) fra Portugal.
 
Det var en meget aggressiv Morten Olsson, der lagde ud med at gå tæt på sin modstander og sende bygevis af slag afsted. Hele tiden var Pimenta inden for rækkevidde, men selvom Olsson i åbningsomgangen slog tonsvis af slag, var han ikke for alvor tæt på at få ram på modstanderen for alvor.
 
I slutningen af omgangen blev danskeren truffet rent et par gange, men på grund af den høje aktivitet var det alligevel Olsson, der løb med de første point.
 
Allerede i den efterfølgende omgang smed portugiseren lidt af respekten, og så blev det tydeligt, at forskellen på de to boksere slet ikke var så stor. Det var stadig en dansk omgang, men det var allerede på dette tidspunkt blevet mere tæt.
 
I 3. omgang var der tydelige træthedstegn at spore hos Morten Olsson. Danskeren var på flade fødder og blev truffet rent adskillige gange, mens han slet ikke formåede at svare igen på samme måde som i de to første omgange. På dette tidspunkt så det svært ud, selvom Olsson formelt stadig var foran på point. Det var portugiseren, der nu var ovenpå.
 
I den efterfølgende omgang forsøgte Morten Olsson at buse sig tilbage i kampen. Hans defensive kvaliteter er dog ganske mangelfulde, og Pimenta havde ikke de store problemer med at ramme danskeren på distancen. Selvom Olsson i denne omgang ikke var nær så presset som i omgangen i forvejen, var det portugiseren, der snuppede omgangen og dermed gjorde kampen helt lige.
 
I 5. omgang faldt afgørelsen. Olsson blev truffet af en højre til kæben, og benene sejlede under ham. Han blev dog stående, men den chance lod Pienta ikke slippe. Han overdængede danskeren med slag, og selvom kampleder Per Hansen et øjeblik kom danskeren til hjælp ved uden grund at skille bokserne ad, hjalp det ikke.
 
Goncalo Pimenta vandt kampen på TKO i 5. omgang.

Seneste historier