tirsdag, 20. maj 2025

04.12 Mock sled sig til en fortjent sejr

Lolenga Mock (32-14-1, 12 KO) kom tilbage på rette spor – vinderspor – da han efter 10 omgange fik tilkendt en helt fortjent pointsejr mod italienske Alessandro Sinacore (11-1, 5 KO).
 
Mock, der her på sitet er blevet betegnet som en bokser langt fra sine velmagtsdage, beviste, at der stadig er gode ting i ham. En god, stærk og disciplineret indsats gav Mock en fortjent sejr i en kamp, hvor det ikke vrimlede med højdepunkter.
 
Kampen blev indledt meget taktisk, hvor de to boksere forsigtigt så hinanden an. I 1. omgang lykkedes det ved en enkelt lejlighed Mock at få ram på Sinacore, og det blev så omgangens eneste reelle højdepunkt. I den efterfølgende runde kom de to boksere lidt tættere på hinanden, og der kom flere reelle slagudvekslinger, hvor italieneren ganske vist ved et enekelt tilfælde kom ind, men hvor det var Mock, der havde teten.
 
I 3. omgang jagtede Mock pludselig blod, da italieneren gik sidelæns mod tovene. Mock fik dog ikke rigtigt ram på Sinacore, der vist også var mere ude af balance end egentlig ramt, da han gik mod tovene.
 
På dette tidspunkt var Lolenga Mock begyndt at skaffe sig et forspring på point i en kamp, hvor der var et stykke vej mellem højdepunkterne. Mock lignede ikke en fyr, der er blevet 43 år og for to år siden blev stemplet som shot.
 
I den efterfølgende runde fik Mock hurtigt en hård og præcis træffer ind på Sinacore. Hver gang der var antydningen af, at italieneren var ramt, gik Mock benhårdt efter struben på ham, og sådan var det også i dette tilfælde. Sinacore viste sig dog som værende for snu til for alvor at komme i problemer.
 
At Alessandro Sinacore var kommet til Danmark for at vinde, var der ingen tvivl om. Men han havde det svært mod den 13 år ældre Mock, der med køligt overblik holdt sig på den rigtige afstand – for det meste i hvert fald – og stille og roligt fik opbygget et forspring, der med tiden blev mere og mere komfortabelt.
 
I 7. omgang virkede det som om, at Mock et par gange fik ram på italieneren. I det første tilfælde var Sinacore dog snu nok til at holde Mocks højre arm i så tilstrækkelig lang tid, at faren var drevet over, og i det andet tilfælde blev omgangen ringet af få sekunder senere. 
 
Sinacore var i det hele taget snu nok til at holde og spoile, når han kom i problemer. Og da Mock endelig fik ham i gulvet, mente den finske kampleder Errki Meronen ikke, at var tale om en knockdown.
 
Efter de 10 omgange fik Lolenga Mock fortjent tilkendt sejren med cifrene 95-95, 97-93, 96-94.

Seneste historier