onsdag, 21. maj 2025

04.12 Fin pointsejr til Jonas Madsen

20-årige Jonas Madsen (1-0, 0 KO) fik en ganske fin professionelle debut, da han sikkert vandt alle seks omgange mod den engelske journeyman Curtis Gargano (0-10-1). Jonas Madsen viste gennem alle omgangene eksempler på fin teknisk boksning bygget op bag et stabilt jab, der blev fulgt op med både gode undvigelser og leverhooks.
 
Jonas Madsen lagde særdeles nydeligt fra land. En letbenet og dansende stil blev suppleret med et effektivt og meget aktivt venstre jab, der hele tiden holdt Gargano beskæftiget, mens danskeren fulgte fint på med højren.
 
Bevares, Curtis Gargano var et relativt stationært mål, som udmærket var klar over, hvorfor han var inviteret til Herlev. I 2. omgang begyndte englænderen at bevæge sig lidt mere og lave show, men han var ikke i nærheden af at komme med i kampen, og med flot teknisk boksning satte Jonas Madsen endnu en omgang i banken.
 
Sådan fortsatte mønstret. Danskeren styrede kampen fint med sit venstre jab, mens englænderen mest af alt gerne ville undgå kamp. Gargano er da også en bokser, der ved en masse om, hvordan man skal undgå de værste øretæver, så selvom Jonas Madsen var overlegen, virkede Gargano aldrig rigtigt mærket.
 
Englænderen fortsatte med at grine og i det hele taget give indtryk af, at han fandt det hysterisk morsomt at være i ringen i Herlev. I virkeligheden var han nok godt tilfreds med, at kampen ikke var længere end seks omgange.
 
Jonas Madsen vandt kampen med 60-54 hos alle tre dommere.

Seneste historier