Dansk Professionel Bokse Forbund (DPBF) fik 24. august ny formand. Det blev Michael Seemann, der er søn af dommer og tidligere formand for DPBF Torben Seemann.
Ko.dk har fået Michael Seemann til at besvare nogle spørgsmål, så boksefans kan blive lidt klogere på, hvem han er og hvad han står for.
Q: Tillykke med valget. De fleste læsere af ko.dk har kun hørt om din far Torben Seemann Hansen, men ikke om dig. Kan du fortælle lidt om, hvem du er og din tilknytning til professional boksning?
MS: Tak for det, og jo lad os starte fra en ende af. Jeg er 39 år gammel og bor sammen med min snart 7-årige dreng Alfred i København. I det civile arbejder jeg p.t. som forsikringsmand. Men tasken med livserfaring byder bl.a. på en fortid som restauratør, assurandør, bartender og såmænd også en periode der har budt på alvorlige helbredsmæssige udfordringer i form af en genetisk betinget blodsygdom.
Ja, det er korrekt at min far er tidligere formand for selv samme bokseforbund, så du kan sige at jeg på mange måder har fået professionel boksning ind med modermælken.
Min egen tilknytning til forbundsarbejdet, er at jeg blev optaget i forbundet som 18-årig tilbage i 1989. I de 21 år jeg har været medlem har jeg varetaget forskellige opgaver i og omkring stævneafvikling – det være sig doping arbejde, tidtagerarbejde mm.
Q: Hvorfor valgte du at stille op som formand for DPBF og hvad har du af ambitioner og visioner?
MS: Jeg blev fra flere sider internt i forbundet opfordret til at stille op. Vi befandt os som forbund i et vakuum efter at den tidligere formand valgte at trække sig fra posten i utide. Medlemmer – mig selv inklusive – var usikre på hvor vi stod, og vi havde en række konstitutionelle udfordringer som skulle løses. Jeg vidste på det tidspunkt, hvor jeg besluttede at stille op, ikke om jeg ville få nogen modkandidater, men jeg vidste at jeg var klar til at yde en indsats for at få løst de udfordringer vi stod overfor.
Jeg har en række tanker omkring andre måder vi kan gøre tingene på, men det er jo i sagens natur noget, vi skal blive enige om internt i bestyrelsen, før de kan implementeres. Det første punkt på dagsordenen er dog i første omgang at få sat sig ind i tingene, og få et overblik over hvilke opgaver, der kræver min opmærksom her og nu. Jeg vil gerne have, at vi får den daglige drift ind på rygraden, før vi sætter nye skibe i søen. Vi skal dog nok kommunikere evt. nye tiltag ud, så brugere af ko.dk og andre bokseinteresserede har mulighed for at følge med i, hvad der sker. Overordnet set er ambitionerne for DPBF og undertegnede, jo de samme som de altid har været, nemlig at støtte ethvert tiltag der kam fremme professionel boksning og øge antallet af udøvere og stævner i Danmark.
Q: Hvordan ser du på dansk professional boksning anno 2010 ? Hvilke udfordringer står DPBF og dansk boksning overfor ?
MS: Vi har i dansk boksning en lang række dedikerede og dygtige atleter, som fortjener al den opbakning de kan få. Det er klart, at vi får et lidt andet verdensbillede så længe Mikkel Kessler situation er som den er. Mikkel har meget fortjent tiltrukket en masse positiv opmærksomhed til dansk professionel boksning. Så en af de udfordringer boksningen herhjemme står med er at fastholde den opmærksomhed, som sporten og de mange andre dygtige boksere fortjener.
Q: Har du været i dialog med folkene bag Team Sauerland ?
MS: Vi har i lang haft en rigtig god dialog og godt samarbejde mellem DPBF og Team Sauerland. Jeg håber ved først givne lejlighed at få mulighed for at møde personerne bag Team Sauerland ansigt til ansigt, i min nye rolle som formand.
Q: En udfordring for DPBF er Rudy Markussen sagen. Markussen skal ifølge Sauerland bokse ved fightnight stævnet 20. november i Herning. Vil Markussen få dansk licens eller vil stævnet blive opdelt i to, som vi oplevede ved stævnet 15. maj ?
MS: Så vidt jeg er orienteret, så har Rudy Markussen ikke ansøgt om dansk licens til stævnet.
Q: I medierne og på forumet her på siden er DPBF ofte blevet optalt som en lukket loge, der holder kortene tæt til kroppen? Vil du arbejde for større åbenhed i forbundet? hvis ja, hvordan?
MS: Jeg er ofte blevet mødt med selvsamme opfattelse, fra forskellige sider.
Det er utroligt vigtigt, at vi lytter til boksemiljøet og at vi følger med udviklingen, ikke mindst på kommunikationssiden. Vi er i øjeblikket i gang med at se på mulighederne omkring oprettelsen af en hjemmeside, ligesom jeg gerne vil sige at min dør altid er åben for både ris, ros og ideer. Skulle man have noget relevant på hjertet kan man kontakte mig via e-mail på seemannhansen@hotmail.com
Q: Hvor mange medlemmer har DPBF og hvordan bliver man egentlig medlem af DPBF ?
MS: Vi har pr. dags dato 53 medlemmer inklusive æresmedlemmer. I vores love står der omkring optagelse af medlemmer at: Som medlem kan optages enhver uberygtet person over 18 år, der anbefales af mindst 2 medlemmer. Ansøgning om medlemskab skal stiles til formandens adresse. Optagelse eller afslag besluttes af bestyrelsen.
Q: Hvad er din næste opgave som formand for DPBF ?
MS: Vi skal i bestyrelsen have opdateret arbejdsbeskrivelser for de enkelte udvalg. Så arbejdet der ligger lige for er vel det man med et fint og kunne kalde kompetenceafdækning.
Q: Til sidst et mere pop spørgsmål. Hvilken kamp er din favorit boksekamp ?
MS: Jeg kan nævne mange, men hvis jeg skal nævne én, må det være Marvin Hagler mod Thomas Hearns fra 1985. Jeg har altid haft et blødt punkt for Marvin Hagler, men boksere som Muhammed Ali, Sugar Ray Leonard, Julio Cesar Chavez og såmænd også Floyd Maywhether jr., har alle leveret oplevelser, der har brændt sig fast i min bevidsthed.
På den hjemlige boksescene var jeg en stor fan af Ayub Kalule og Jørgen Gamle Hansen, da jeg var dreng, ligesom både Søren Søndergaard og Gert Bo har en stor plads i mit boksehjerte.

