fredag, 11. oktober 2024

04.06 Patrick Nielsen viste talentet

At Patrick Nielsen uden nogen form for diskussion er et stort talent, der med den rette behandling går en flot karriere i møde, satte han en solid streg under, da han ved aftenens stævne i Parken gjorde livet mere end surt for ireren Joe Rea.

Efter en forsigtig 1. omgang, hvor Patrick Nielsen pressede modstanderen tilbage, kom der for alvor fart i sagerne i 2. omgang. En venstre sendte Rea til tælling, men han kom på benene igen.

Det gjorde han dog kun for at få klø. I 3. omgang talte kampleder Jan Christensen først over Rea i en situation, hvor det fra ringside ellers så ud som om, ireren blev skubbet i gulvet. Det gjorde han til gengæld ikke kort efter, da den 20-årige Patrick Nielsen med en dyb venstre resolut sendte modstanderen i kanvassen.

Efter lidt flere øretæver valgte det irske hjørne at skåne deres mand for flere øretæver. Kampen blev stoppet efter 2.30 minutter i 3. omgang.

Sejren var Patrick Nielsens sjette knockoutsejr i de 10 professionelle kampe.

Seneste historier