tirsdag, 15. oktober 2024

04.06 Kessler uddelte øretæver

Hvis Mehdi Bouadla havde haft hår på hovedet, ville han have ondt i det i morgen. Indtil franskmanden i 6. omgang blev stoppet, gav Mikkel Kessler ham så mange gemene klø, at Mehdi Bouadla kan tælle stjerner i mange dage.

Den danske vikingekriger lagde ellers roligt ud, og i de to første omgange styrede han sikkert kampen med sit jab, men var ikke i nærheden af at sende franskmanden til tælling. Det var han til gengæld i 3. omgang, hvor stakkels Bouadla fik læsterlige klø.

En højre til tindingen sendte Bouadla i brædderne, og da han samtidig valgte at spytte tandbeskytteren ud for at få ekstra luft, blev han samtidig frataget et point. I 4. omgang fortsatte den franske afstraffelse, og til slut i omgangen måtte Bouadla igen tage tælling efter en højre fra Kessler.

I 5. omgang virkede det som om, Kessler tog den en anelse med ro, og da han skruede tempoet op, blev franskmanden sendt i gulvet. Der blev dog ikke talt, men den franske bokser virkede smadret.

6. omgang skulle vise sig at blive kampens sidste. Stakkels Bouadla fik masser af klø, og efter omgangens anden gulvtur valgte den spanske kampleder at stoppe det ulige opgør til dansk fordel.

Dermed en sejr på teknisk knockout til Mikkel Kessler, der nu kan vende blikket mod WBO-verdensmesteren Robert Stieglitz.

Seneste historier