fredag, 7. november 2025

04.06 Hadifi skuffede stort og tabte igen

Osama Hadifi (11-2, 11 KO) led endnu engang et nederlag, da congolesiske Clark Telamanou (5-2-1, 1 KO) efter seks omgange fik en tæt og ikke ufortjent pointsejr. Danskeren lavede ganske enkelt for lidt, og når afrikaneren angreb, havde Hadifi flere gange ikke andet modsvar  end at tage imod slagene.
 
Det var en særdeles aggressiv Telamanou, der straks fra første gonggong gik til angreb på Hadifi, der ikke umiddelbart lod til at have noget modsvar.  I hvert fald ikke før midtvejs i omgangen, hvor congoleseren, der er bosiddende i Spanien, skruede en anelse ned for blusset.
 
Omgangen gik dog til Telamanou, men allerede i den efterfølgende runde fik Hadifi bragt balance i regnskabet – i hvert fald på knock-out.dk’s scorecard. Det skete dog efter en omgang, hvor den 30-årige dansker ikke rigtigt fik sin venstre til at køre, og hvor congoleseren var vanskelig at tumle rundt med.
 
3. omgang blev for størstedelens vedkommende styret af danskeren. Men det var bare ikke nok, for mod slutningen kom Telamanou bedre med, da han fik presset Hadifi op i hjørnet og fyret slagene afsted. Her kunne Hadifi reelt bare have holdt sin modstander og fået fred, men i stedet gemte han sig bag paraderne. Derfor tabte han omgangen.
  
Det gjorde den efterfølgende også. Når Hadifi holdt sig ude på afstand og brugte sin lange venstre, gik det som regel ganske godt. Og det gjorde han rigtigt fint i 4. omgang, hvor congoleseren mange gange måtte æde læderet fra Hadifis venstre jab – og måtte finde sig i at tabe omgangen.
 
Mere jævnbyrdigt blev det i de sidste omgange, hvor Osama Hadifi flere gange sendte venstre jabbet perfekt afsted, men hvor congoleseren og fik bemærkelsesværdigt let spil, når danskeren var presset ud mod tovene.
 
Dommerne scorede kampen 57-57, 58-56 og 59-55 til fordel for Clark Telamanou.

Seneste historier