Kasper Bruun fik så rigeligt hænderne fulde, da han lørdag aften stod ansigt til ansigt med englænderen Jay Morris.
Nok var Morris med sine 14 sejre i 34 kampe en journeyman, men at han er en af de bedre af slagsen, er uomtvisteligt.
I kampens indledende omgange kom den 24-årige dansker i modvind. En aggressiv englænder kom stormende fremad og ramte Kasper Bruun med en del træffere. En del af træfferne var urene, og samtidig var den unge dansker god til at undvige og ramme kontra.
2. omgang blev igen vanskelig for danskeren mod en meget arbejdsom modstander, men i 3. omgang var englænderen begyndt at virke træt. Derfor kom Kasper Bruun bedre med i kampen, men det blev ved med at være spændende, hvem der skulle vinde.
De tre dommere var enige om, at sejren var dansk. 58-56 (Jan Christensen), 59-56 (Ove Ovesen) og 58-56 (Hans Larsen) lød scorerne i den hårde fight til fordel for Kasper Bruun (11-0). Knock-out.dk scorede kampen uafgjort 57-57.