tirsdag, 9. december 2025

04.06 Bertino tabte før tid

Claus Bertino måtte torsdag aften indkassere den professionelle karrierens andet nederlag, da han på udebane i Rusland tabte på teknisk knockout i syvende omgang til den lokale helt Maxim Maslov.

Ifølge teampalle.dk boksede Bertino ellers en meget fornuftig kamp, hvor han gav den lokale russer meget modstand og ved en enkelt lejlighed endda havde ham rystet. Men i 5. omgang blev Bertino ramt hårdt på et ribben, og det kom til at give problemer. I 7. omgang blev Bertino igen ramt på ribbenet, og han måtte derfor en tur til tælling.

En efterfølgende serie fra russeren fik Bertinos sekundant, Poul Erik Melchiorsen, til at smide håndklædet i ringen og opgive for sin bokser.

Generelt var Claus Bertino dog tilfreds med sin indsats:

“Det var dejligt at komme igang igen og samtidig føle, at der var masser af luft til otte omgange. Havde det ikke været for skaden, så var den lige kamp helt sikkert gået tiden ud,” siger Claus Bertino til teampalle.dk.

Claus Bertinos rekordliste tæller nu 11 sejre og to nederlag med otte sejre på knockout.

Seneste historier