torsdag, 13. juni 2024

04.04 Heinze: Jeg er klar til at klaske igennem

Det var en alvorlig streg i regningen, at flere af Mogens Palles nye profboksere måtte stå over, da stalden for en håndfuld uger siden holdt stævne i Århus. Men nu er skaderne ved at være ovre, og tre af bokserne melder sig nu endegyldigt klar til stævnet i Frederiksberg Hallerne den 29. april.
 
Daniel Heinze (1-0, 0 KO) er en af de boksere, der glæder sig over at være klar.
 
“Jeg begyndte at teste hånden lige før påske, og den føles nu stærkere end nogensinde før. Jeg er klar til at vælte alle og enhver, som Mogens og Brian stiller op i ringen foran mig,” siger Daniel Heinze ifølge en pressemeddelelse.
 
Heinze debuterede i december i en noget atypisk debutkamp, hvor han over otte omgange besejrede den langt mere rutinerede Samir Santos Barbosa. Heinze lover, at der venter tilskuerne nye oplevelser den 29. april.
 
“Jeg er nu i stand til knalde igennem med hånden for første gang i ualmindelige tider – ja, faktisk så langt som jeg overhovedet kan huske tilbage. Det er en helt ny, herlig fornemmelse, og jeg føler mig bogstaveligt talt som født på ny som bokser,” siger han.
 
Også Tobias Sørig (1-0, 0 KO) og Pierre Madsen (1-0, 1 KO) har meldt sig klar til stævnet, mens der stadig mangler en endelig klarmelding af Andreas Lynggaard (2-0, 0 KO).

Seneste historier