onsdag, 18. september 2024

04.04 Debutant skubber VM-mestre til side

 
Det sker sjældent, at to boksere, der skal dyste om et VM-bælte, må vige pladsen øverst på plakaten til fordel for en letfluevægter, der bokser sin første profkamp. Men det er præcis, hvad der sker, når den legendariske promotor Bob Arum på lørdag arrangerer stævne i den kinesiske by Macao.
 
Her skal Brian Viloria forsvare sine WBA- og WBO-bælter i fluevægt, ligesom Roman Martinez sætter sin WBO-titel i juniorletvægt på spil. Men øverst på plakaten er den debuterende Zou Shiming.
 
“Folk spørger mig, hvordan man kan have en hovedkamp over fire omgange. Mit svar er, at det kan du, når det er Zou Shiming, der bokser,” siger Bob Arum ifølge Boxingscene.
 
31-årige Zou Shiming har en fornem rekordliste som amatør. Han vandt VM-guld i både 2005, 2007 og 2011, og han vandt OL-guld i både 2008 og 2012. Ved OL i 2004 snuppede han en bronzemedalje.
 
Som professionel vil Zou Shiming blive trænet af amerikaneren Freddie Roach, der blandt mange er anerkendt som verdens bedste træner. Og Roach, der selv har en lang professionel karriere bag sig, er ikke i tvivl om, at det er en kommende verdensmester, han har med at gøre.
 
“Vi vil føre ham hurtigt frem mod en VM-kamp. Han vil være verdensmester inden for et år,” siger Freddie Roach.
 
Zou Shiming skal i sin debut i ringen mod mexicaneren Eleazar Valenzuela (2-1-2, 1 KO). En mand, der ikke forventes at give kineseren problemer.

Seneste historier