Ditlev Rossing (2-0, 1 KO) måtte igennem den fulde distance, inden Ivan Lysytsa (2-5, 2 KO) var besejret på point i danskerens anden profkamp. Det var en dansker, der fuld af energi satsede alt på endnu en knockoutsejr, men i en kamp, hvor modstanderen trods alt var bedre end i hans debut, måtte på arbejde, inden sejren var hjemme.
Dårligt havde første gonggong lydt, før Ditlev Rossing kom farende som en trold af en æske og sendte en byge at tunge bomber afsted mod ukraineren. Det holdt Lysytsa ikke til ret længe, for allerede i 1. omgang måtte han en tur i brædderne. Han måtte finde sig i stadig at lægge krop til et vestjysk bombardement, men kom dog igennem omgangen.
Ivan Lysytsa fandt vist hurtigt ud af, at Ditlev Rossing har visse tekniske mangler, men at han til gengæld er en fysisk stærk bokser, som satser på de hårde bomber. Dem formåede han i 2. omgang at undgå, og selvom danskeren vandt omgangen klart, var han ikke for alvor tæt på igen at sende ukraineren ned.
Godt nok var Rossing overbevisende, men derfor er det altså ikke smart at stikke snuden frem mod sin modstander og rent faktisk lade ham ramme. Det var, hvad Ditlev Rossing gjorde i 3. omgang, og han virkede oprigtigt ligeglad med den træffer, han åd. Men hallo, det er altså ikke smart. En dag står en modstander, som slår hårdt.
Først i 4. og sidste omgang kom Lysytsa igen på hælene. Han klarede sig dog igennem omgangen og dermed kampen, men han måtte finde sig i at have tabt stort på point.
Foto: Thomas Sjørup.