Mens Pierre Madsens (5-0, 4 KO) første fire profkampe var lidt af et festfyrværkeri, blev den femte på mange måder det stikmodsatte. Brasilianske Adilson Da Silva Santos (8-5, 5 KO) viste ikke den store interesse i at blive medleverandør af en god boksekamp, og danskeren havde ikke rigtigt værktøjenre til at gøre ham færdig. Alligevel blev kampen stoppet før tid, da brasilianeren i sidste omgang blev skubbet omkuld og ikke viste interesse i at rejse sig. Det fik kamplederen til at tælle ham ud.
Santos kunne sådan set godt finde ud af at bokse, og i 1. omgang gav han Pierre Madsen enkelte udfordringer – blandt andet i form af en venstre til den danske kæbe. Brasilianeren virkede dog ikke i synderligt god form, og allerede til slut i 1. omgang, hvor Pierre Madsen så småt havde fået overtaget – blev der hevet voldsomt efter vejret.
Allerede i 2. omgang var Santos så småt blevet tæmmet, og Pierre Madsen viste undervejs, at han også kan andet end bare at slås. Der blev bokset nogenlunde pænt fra dansk side, selvom brasilianeren helst bare vilde holde og få tiden til at gå.
I det hele taget bidrog brasilianeren ikke til ret meget kamp. Han havde til gengæld meget travlt med at holde og skubbe. Adilson Da Silva Santos var en spøjs modstander, og desværre havde Pierre Madsen ikke værktøjerne til få de afgørende slag, som kunne afgøre kampen, sat ind.
En brasiliansk tælling i 5. omgang fremtvang mindre protester, men inderst inde var han sikkert meget godt tilfreds med, at lidt ekstra af tiden dermed gik. Sejren vidste han godt, at han aldrig ville komme i nærheden af.
Alt i alt var opgøret en grim omgang rod. Forhåbentlig har den givet Pierre Madsen lidt god erfaring, da det var første gang han gik seks omgange a tre minutter. Hvis Pierre Madsen desuden har fået noget mere at arbejde med i træningslokalet, var kampen da ikke helt spildt.