Man fristes næsten til at sige, at det gik, som det plejer: Lolenga Mock (38-14-1, 13 KO) indledte langsomt og tabte de indledende omgange, men fra 3. omgang var der byttet om på rollerne, og derefter stod der Mock på begivenhederne. Danskeren snuppede de resterende otte omgange og vandt en fair pointsejr efter 10 omgange.
At Mock denne gang var kommet op mod en vanskelig modstander blev synligt allerede i 1. omgang. Argentineren virkede hurtig på hænderne, og Mock måtte mindst to gange i omgangen tage imod rene træffere til kæben. Det var dog ikke noget, han lod til at blive voldsomt påvirket af, men det var nok til, at kampens indledende omgang landede hos argentineren.
Især det århusianske jab begyndte i 2. omgang at sidde en smule bedre. Det gjorde Acostas lige højre desværre også, og generelt var argentineren i de indledende omgange bare hurtigere end Mock.
Den 44-årige dansk-congoleser kom dog bedre med allerede i 3. omgang, hvor det var Mock, som satte dagsordenen og i det store hele dikterede slagets gang. Han fik ikke for alvor ram på Acosta, men omgangen blev det første danske af slagsen.
Midtvejs i kampen var argentinerens hurtighed så småt aftagende, og det var nu Lolenga Mock, som i højere og højere grad satte dagsordenen. Dermed begyndte kampen på mange måder at ligne dem, som Mock tidligere har bokset; en rimelig langsom indledning, men hvor Mock i kraft af god form og udholdenhed arbejder sejren hjem. Midtvejs kampen havde han på knock-out.dk’s scorecard efter en dårlig indledning bragt sig i front.
Ruben Eduardo Acosta var såmænd kommet til Jylland for at vinde, og han kæmpede det bedste, han kunne. Som kampen skred frem var han dog tydeligere mærket end Mock, og danskeren kæmpede omgangene hjem. Det gjorde han egentlig ganske udmærket. I hvert fald blev tvivl om, hvem der vandt omgangene, ikke mindre, efterhånden som de skred frem.
Lolenga Mock vandt med cifrene 98-92, 100-90 og 99-91.
Foto: Thomas Sjørup.