Osama Hadifi (11-3, 11 KO) er færdig som professionel bokser. Den konklusion kom uden tøven fra hovedpersonen selv, kort efter han lørdag aften havde forladt ringen som taber efter det rent danske opgør mod Enock Poulsen.
“Nu lægger jeg handskerne på hylden og fokuserer på banken. Jeg har nogle ambitioner med mit arbejde, og det er svært at bokse professionelt, når man både har et arbejde og en familie,” siger Osama Hadifi, der anerkendte, at han var oppe mod en bedre mand.
Osama Hadifi indledte karrieren for fem år siden i Tyskland og opbyggede gennem noge år en ciffermæssigt flot rekordliste ved at vælte det ene lig efter det andet. For et år siden kom han i stald hos Mogens Palle, der øjeblikkeligt testede ham hårdt mod den rutinerede amerikaner DeMarcus Corley. Det var for hård en opgave, og i sommer skuffede Hadifi voldsomt med et nederlag til Clark Telamanou. Med tre nederlag i træk, er det altså slut.
Hadifi var en god amatørbokser, men han var profklar på et tidspunkt, hvor der ikke rigtigt var noget sted at blive professionel.
“Jeg skulle have haft denne mulighed for fem-seks år siden, men dengang var der ikke rigtigt nogle danske promotorer,” lyder det fra hovedpersonen selv, som om en uge fylder 31 år og er uddannet finansøkonom.

