03.11 Kessler: Tålmodigheden snart væk

Det er nu et halvt år siden, Mikkel Kessler annoncerede, at han gerne ville fortsætte karrieren i den firkantede ring. Siden har promotor Kalle Sauerland flere gange annonceret, at en aftale om en kamp er tæt på at være på plads, men alligevel er intet sket.
 
Det er ikke noget, der behager den tidligere verdensmester, der indrømmer, at han ikke gider vente i evig tid.
 
“Jeg har ventet og ventet, men der kommer et tidspunkt, hvor jeg bare ikke orker at vente mere. Ventetiden keder mig, og så er der også det, at jeg har en masse andre ting, jeg også gerne vil med mit liv. De ting undlader jeg hele tiden at komme ind i min kalender, for pludselig kan kampen være der,” siger Mikkel Kessler til Ekstra Bladet.
 
Den 35-årige supermellemvægter erkender, at hans tålmodighed er ved at være brugt op.
 
“Selvfølgelig giver jeg boksningen en chance, det er det, jeg lever for, men jeg må indrømme, at lige nu kører jeg på de sidste pumper. Jeg har ikke tålmodighed til at vente yderligere et halvt år på at komme i ringen,” siger Mikkel Kessler, der har leget med tanken om, at nederlaget til Carl Froch i maj 2013 skulle være hans sidste kamp.
 
“Der er helt sikkert dage, hvor jeg siger til mig selv, at det da godt kan være, at jeg bare skal droppe det hele,” siger han.

Seneste historier