25-årige Landry Kore (1-0, 0 KO) bliver sidste dansker på programmet, når der den 13. september er Nordic Fight Night i TAP1 i København.
Kore debuterede i april, og siden har han trænet hårdt frem mod sin kommende kamp.
“Siden min sidste kamp har jeg lavet nogle justeringer i min træning. Nu føler jeg mig stærkere end nogensinde, og jeg er klar til at få min anden sejr;” siger Landry Kore ifølge en pressemeddelelse.
Debutkampen gav en pointsejr efter fire omgange mod Nikola Matic efter en indsats, der ikke hele tiden var særligt imponerende.
“Jegvar for anspændt i min første kamp. Jeg startede for langsomt, og jeg kunne ikke få mit flow i gang. Det var min første professionelle kamp, og der var en masse forventninger til mig. Men nu ved jeg, hvad folk kan forvente, og fansene vil se en anden og forbedret Landry i ringen i København,” siger Landry Kore.
Modstanderen denne gang bliver tjekken Michal Vosyka (2-12-1, 1 KO), og det kunne godt ligne en mismatch. Ikke så meget på grund af de tvivlsomme cifre på rekordlisten, men mere fordi Vosyka for bare et halvt år siden boksede i weltervægt. I sin seneste kamp for blot en måned siden boksede tjekken i letmellemvægt, men nu møder han altså en dansk supermellemvægter.
Landry Kore har forberedt sig til kampen sammen med den rutinerede træner Poul Duvill, og det er et samarbejde, som bokseren er meget glad for.
“Han har så meget viden og erfaring, når det kommer til profboksning. Jeg lærer nye tricks hver dag. Da jeg begyndte at arbejde med Poul, følte jeg mig virkelig som en professionel bokser. Jeg kan ikke vente med at vise alt, hvad jeg har lært,” siger Landry Kore.
Foto: Wende.