Dennis Ceylan (15-0-1, 7 KO) får æren af en modstander fra Nicaraqua, når der den 12. september er Nordic Fight Night i Arena Nord i Frederikshavn.
Modstanderen bliver 30-årige Elvis Guillen (9-11-4, 6 KO) fra Nicaraqua. En modstander, der ciffermæssigt ikke har nogen imponerende rekordliste, men en bokser, der har været inde mod en række respektable modstandere og som derfor næppe lægger sig ned, første gang Ceylan tjatter til ham.
“Elvis er en bokser, jeg skal kunne slå. Han skal nedlægges. Der er ingen grund til at pakke det ind. Jeg skal nok sørge for noget rock n’ roll,” siger Dennis Ceylan ifølge en pressemeddelelse.
Guillen boksede senest for halvandet år siden, og han har primært bokset i bantamvægt og juniorbantamvægt. Derfor venter der Ceylan en kamp, hvor han vil have en fysisk fordel.
“Jeg skal bare blive ved med at vinde, at gøre mit arbejde godt, og så skal jeg nok få chancen for en titelkamp i nærmeste fremtid. I Frederikshavn skal jeg igen ud og dominere min modstander og samtidig sørge for, at publikum får noget god underholdning. Jeg satser da på, at jeg leverer den indsats, som folk husker bagefter,” lyder det fra den ubesejrede dansker.
Foto: Wende.