onsdag, 21. maj 2025

03.08 Kollegaer rystede over Huggers død

Tidligere boksekollegaer overalt i landet er i chock over nyheden om, at Anders Ahm Hugger søndag valgte at tage sit eget liv.
 
“Det er dybt tragisk. Han er en ung mand på 34 år, så det er forfærdeligt. Jeg fik et chock, da jeg så det,” siger den tidligere profbokser Mads Larsen til Ekstra Bladet.
 
“Jeg har set ham bokse nogle kampe både som professionel og amatør, og jeg husker, at det altid var underholdende kampe. Han havde ingen nemme opgør, de var altid hårde,” siger Mads Larsen om den tidligere staldkammerat, der nåede at bokse 172 kampe som amatør, inden han i 2006 debuterede som professionel hos Team Palle.
 
Dengang blev han staldkammerat med en anden tidligere EBU-mester, Rudy Markussen, og også han er rystet over nyheden om Huggers død.
 
“Det er forfærdeligt, og jeg fik næsten kvalme, da jeg fandt ud af det. Jeg har trænet og sparret med ham tidligere i karrieren ude hos Poul Duvill. Det ligger lang tid tilbage, men vi har også skrevet sammen på Facebook nogle gange siden,” siger Rudy Markussen.
 
Som professionel nåede Anders Hugger 11 kampe, der alle blev vundet. Han blev matchet bemærkelsesværdigt hårdt, og manden, der serverede modstanderne, Mogens Palle, beklagede det, da en øjenskade i 2008 tvang Anders Hugger til at lægge handskerne på hylden.
 
“Det er svært at sige, hvor god han kunne være blevet. Han var en god bokser, og der skete virkelig noget i hans kampe, men han var jo ikke en, der ville nå den absolutte top,” siger Mogens Palle til Ekstra Bladet.
 
Anders Ahm Hugger blev bare 34 år.
 
Foto: Team Palle.

Seneste historier