Det er en stor opgave, der ligger og venter på Tommi Schmidt, når han den 13. april skal i ringen i den tyske by Eberswalde. Her møder han tyskeren Rico Müller (13-1-1, 9 KO) i en kamp over otte omgange.
“Selvfølgelig vil Müller, som normal weltervægter, være fysisk stærkere end mig, men vi er begge 1,75 meter, og han vil ikke have en fordel af højde eller rækkevidde. Og selvom han er en stærk og dygtig bokser, føler jeg mig bestemt ikke slået på forhånd. Jeg er ikke skræmt af hans mange KO-sejre,” siger Tommi Schmidt til Ekstra Bladet.
Den 34-årige dansker bokser normalt i letvægt, men kampen mod Rico Müller er aftalt til letweltervægt.
Tommi Schmidt vendte for to år siden tilbage til ringen efter en pause på næsten 10 år. Efter comebacket er det blevet til tre kampe, der alle er endt med nederlag. Men lysten til boksning eksisterer stadig.
“Jeg elsker at bokse og holder mig hele tiden i form til at kunne komme i ringen, men desværre er der ikke så ofte bud efter mig,” siger Tommi Schmidt.
Et nederlag til belgieren Hedi Slimani i en WBF I/C-titelkamp i Belgien blev fulgt op af et jævnbyrdigt nederlag efter 12 omgange til norske Geir Inge Jørgensen i en GBC-titelkamp. I sin foreløbig seneste kamp boksede Tommi Schmidt i februar 2012 i Canada, hvor han blev stoppet i 1. omgang af stortalentet Ibrahim Kamal.
Den hurtige afgørelse var Tommi Schmidt (6-5, 3 KO) bestemt ikke enig i. Derfor tager han ikke nederlaget så tung, og han ved endnu ikke, hvornår han lægger handskerne på hylden.
“Så længe, jeg har lysten og trods nederlag går fra ringen efter en okay indsats, er det svært at stoppe. Men det er klart, at min udløbsdato rykker nærmere, hvilket min kone og jeg også har talt om. Går det godt mod Müller, snupper jeg nok en kamp eller to mere i år, hvis chancen kommer, men kan jeg ikke kende mig selv i spejlet bagefter, kan det godt være slut,” siger Tommi Schmidt.
Foto: Wende.