Så sent som i går fortalte Anthony Yigit (11-0-1, 4 KO), at han efter sin egen overbevisning er den bedste bokser i Skandinavien, og at han derfor ikke er i tvivl om, at han vil vinde lørdagens kamp mod Kim Poulsen (26-1, 7 KO).
Den udlægning er danskeren naturligvis ikke enig i, og han pointerer, at kampen på lørdag altså ikke bliver bokset i svenskerens normale vægtklasse.
“Yigit er muligvis den bedste bokser i Skandinavien i hans vægtklasse, men vi bokser ikke i hans vægtklasse. I weltervægt er jeg den bedste, og det vil blive tydeligt på lørdag,” siger Kim Poulsen ifølge en pressemeddelelse.
Kampen gælder WBC Baltic-titlen i weltervægt. En titel, der kan synes overflødig, men for Kim Poulsen vil det betyde, at han kan få en bedre placering på væsentlige ranglister.
“Det vil betyde meget for mig at vinde WBC Baltic-titlen. Det vil åbne mange døre for mig at bane vejen til større kampe,” siger han.
Foto: Wende.