02.11 Poulsen tilbudt WBC Baltic-titelkamp

Efter den overbevisende sejr i aftes over Sergejs Malcevs kan næste opgave for Kim Poulsen blive af væsentlig større karakter. Danskeren er nævnt som mulig modstander til den 26-årige russer David Avanesyan (18-1-1, 9 KO), der er indehaver af WBC Baltic-titlen i weltervægt. En kamp, der muligvis kan komme på programmet den 6. december på Malta.
 
“Vi er blevet kontaktet for at bokse om WBC-titlen, og vi har forhandlet os frem til et godt beløb, og jeg har accepteret. Nu er det de formelle ting, der skal klares hos WBC, og det skulle være en formsag,” siger Kim Poulsen til Ekstra Bladet.
 
“Det eneste, der spænder ben, er nok min ret knusende sejr i går, hvis den har givet dem kolde fødder. Men mon ikke de tager kampen alligevel. Nu har jeg bevist, at jeg er klar til de større opgaver. Og min træning har båret frugt med mere fysik,” tilføjer den 27-årige dansker, der nu har vundet 26 ud af sine 27 professionelle kampe.
 
Sejren i aftes over Sergejs Malcevs blev hurtig og overbevisende. Allerede i 1. omgang blev letten sendt tre gange i gulvet, hvorefter Kim Poulsen blev udråbt som vinder på knockout i 1. omgang.
 
“Jeg ramte ham med et syngende højre kryds og venstre hook, og han gik hårdt rystet i gulvet. Han kom op igen, og så sender jeg ham ned med et højre sving. Så tænker jeg egentlig, at det må være slut, men han får lov at fortsætte. Jeg vil over ham med det samme for at afgøre det, og det lykkedes i et rent bombardement af slag, hvor en del går rent ind, og så er det slut,” siger Kim Poulsen.
 
Foto: Wende.

Seneste historier