tirsdag, 9. december 2025

02.11 Larsen ligeglad med modstanderen

Mads Larsen er begyndt på træningen frem mod den EM-kamp i januar mod Sartison, som nu alligevel ikke bliver til noget. Universums forretningsfører Stefan Braune har over for promotor Hans Henrik Palm bekræftet, at Sartison trækker sig fra kampen for i stedet at bokse om en WBA-titel senere i denne måned.

Den besked rører dog ikke Mads Larsen.

“At det ikke bliver Sartison, men en anden jeg skal i ringen mod i Århus, rører mig ikke det mindste. Dels var Poul og jeg endnu langt fra at begynde at tale om Sartison i vores forberedelser, og dels var tyskeren i stil og natur heller ikke nogen udpræget drømmemodstander for mig,” siger Mads Larsen ifølge en pressemeddelelse fra Palm Promotion.

Larsen fortsætter sine forberedelser stille og roligt, og han har tænkt sig at bokse mod den modstander, der har lyst til at stå over for ham.

“Om det bliver Tsypko, en anden eller helt tredje, som jeg nu i stedet skal træne op mod, tager jeg i den rækkefølge, som modstanderen vil blive annonceret. Jeg fortsætter trygt med at fokusere på mig selv og mine forberedelser til kampen i januar i Århus,” siger Mads Larsen.

Seneste historier