Den danske WBA-verdensmester Mikkel Kessler er nu ankommet til Californien, hvor han skal forberede sig i de sidste tre uger, inden han den 21. november skal i ringen mod André Ward i sin første kamp i den store Super Six-turnering.
“Flyveturen gik uden problemer, huset, vi bor i, er helt fint, og så er det ellers bare op til mig selv og mine trænere at få pudset formen helt af inden kampen mod Ward,” siger Mikkel Kessler til Ekstra Bladet.
Mikkel Kessler har på førstedagen i USA været ude for at løbe i skoven, og nu handler det for danskeren kun om at være i superform om tre uger, når André Ward forhåbentlig skal have klø.
“Det hus, vi har lejet, ligger ude i en skov, så jeg har allerede været på en lang løbetur. Derudover har vi bare brugt dagen på at falde på plads og så ellers købt en masse madvarer, for vi skal jo være her i lang tid. Nu er jeg klar til den egentlige sparring, og den tager jeg fat på mandag, hvor der står et par amerikanere – med Otis Griffin som den mest kendte – klar,” siger Mikkel Kessler.