Det blev den 11. sejr i lige så mange kampe fra den 21-årige svensker Erik Skoglund (11-0, 6 KO). Letsværvægteren havde ikke problemer med franskmanden Fouad Nasri (5-5, 1 KO) og ekspederede ham vandret ud af ringen efter 42 sekunder i anden omgang.Den let buttede franskmand havde det fra starten svært med Erik Skoglunds rækkevidde. Den omtrent ti centimeter højere svensker kunne uden fare sætte sit jab ind og varierede sin boksning fint. Fouad Nasri blev sent i omgangen sendt i gulvet med et højrehook, der kun ramte med indersiden af handsken. Alligevel blev der ukorrekt talt over ham, men det fratrukne point havde i sidste ende kun akademisk betydning. Turen i gulvet var kun et forvarsel for, hvad der ventede i den følgende omgang.Fra de næste tre minutters begyndelse lukkede Erik Skoglund for alvor op for skovmandsarsenalet og svingede økserne gentagne gange, så franskmanden faldt sammen og måtte lade sig tælle ud.

