Der var ikke meget modstand, da Tim-Robin Lihaug (12-1, 7 KO) i 3. omgang stoppede Istvan Zeller (18-7, 6 KO) efter to gulvture.
Istvan Zeller lignede på forhånd en modstander, der var valgt, fordi Lihaug kunne have en god mulighed for at stoppe ham før tid. Det kunne ses allerede i 1. omgang, hvor nordmanden i kraft af en bedre fysik satte sig på begivenhederne.
Kampen var sat til 10 omgange, og det var tydeligvis ikke noget, der behagede den ungarske bokser, der allerede i 2. omgang lignede en fyr, som var ganske træt af at være i den firkantede ring. Han flygtede, mens Lihaug tydeligvis gerne ville sende ham på langs. Nordmanden jagtede det ene slag, der kunne afgøre kampen.
Det slag opstod i 3. omgang. Først blev Istvan Zeller sendt på knæ efter en venstre til kroppen, og selvom han kom op, var det allerede nu blot et spørgsmål om tid. Lihaug sendte kort efter endnu engang ungareren ned, og denne gang blev kampen stoppet.
Tim-Robin Lihaug vandt dermed på knockout i 3. omgang.
Foto: Wende.

