lørdag, 18. januar 2025

02.04 Rudy krævede 130.000 EUR for Patrick-kamp

Det var ikke småpenge, Rudy Markussen forlangte, hvis en kamp mod Patrick Nielsen skulle blive en realitet. Det fortæller hans træner og rådgiver, Kenneth Svensson til B.T.
 
“Vi har tidligere sagt til Nisse Sauerland, at Rudy eksempelvis skulle have 100.000 euro for en kamp mod deres svensker, Erik Skoglund. Men en kamp mod Patrick Nielsen er en helt anden størrelse. Så tilbuddet var nu 130.000 euro. Han mente, at det var fuldstændig urealistisk, og at det måtte vi være klar over. Rudy kunne i stedet få 50.000 euro, mente han. Det er noget af en forskel,” siger Kenneth Svensson.
 
Sauerland ville gerne arrangere kampen i midten af juni og desuden give Rudy Markussen en opvarmningskamp ved det kommende Nordic Fight Night den 2. maj i København. Det ville dog være på den betingelse, at Rudy Markussen ikke ville få nogen betaling for kampen. Derfor afslog han det tilbud.
 
Den tidligere EBU-mester forstår ikke, hvorfor hans krav blev fejet sådan af bordet.
 
“Vi taler om en kamp, som danskerne gerne vil se. Det er en kamp, der vil kunne trække flere sponsorer, publikum og tv-seere. Hvorfor skal vi boksere så ikke have de penge for det, som kampen er værd? Jeg synes ikke, det er i orden, at Sauerland skal score hele kagen på det. Jeg var røget med på den, dengang jeg var 18 år, men den går ikke længere,” siger Rudy Markussen.
 
Promotor Nisse Sauerland er ikke begejstret over, at detaljer fra forhandlingerne nu er sluppet ud i offentligheden.
 
“Jeg synes, det er fuldstændigt latterligt og uetisk, at nogen deler informationer fra en mail-korrespondance. Det er i mine øjne meget uprofessionelt, og det hjælper slet ikke forhandlingerne fremad,” siger den tyske promotor.
 
Foto: Wende.

Seneste historier