En ny dansk boksestald har set dagens lys. Allan Back, der gennem længere tid har været manager for en række danske boksere, bl.a. Mikkel Kessler, har fået promotorlicens, og han har sammen med Thomas Macon og Ricard Olsen, der begge har arbejdet meget med Mikkel Kessler, og nordjyderne Søren Larsen, Christian Christiansen og Jan Brandrup lavet et nyt team af danske professionelle boksere.Det nye firma har fået navnet Euro Event, og planen er, at det første stævne skal afholdes allerede den 7. april. Det vil finde sted i Aalborg i forbindelse med afholdelsen af amatørernes danske mesterskaber.Euro Event har skrevet kontrakt med fire danske boksere. Kasper Bruun og Kim Poulsen, der begge har optrådt hos Team Sauerland, er nye i stalden, hvor der desuden er blevet lavet en aftale med Stephan Alms og Abdul Khattab, som skal debutere i bar overkrop.”Der mangler et alternativ. Der er mange unge danskere, der fortjener chancen for at blive proffer, for så mange pladser er der heller ikke hos de andre promotorer. Vi sætter retningslinjerne op for bokserne, der forpligter sig til at følge træningen og kostvejledningen. Det er også vores idé at udvikle trænerne,” fortæller Allan Back til Ekstra Bladet.Det er planen, at Euro Event ud over stævnet den 7. april i Aalborg arrangere tre stævner i løbet af i år. I 2013 er det planen at arrangere seks stævner, hvor der udelukkende vil være professionelle kampe.