01.12 Olson satser på endnu en knockout

For første gang får Morten Olson (2-0, 2 KO) på fredag muligheden for at bokse som professionel hjemme i Danmark. Hans debut fandt i foråret sted under fjerne himmelstrøg i Asien, og for en måneds tid siden lykkedes det hans træner Leon Holbæk at få arrangeret en kamp i Tyskland.
 
“For nylig ringede Leon så pludselig til mig og spurgte, om jeg ville have chancen for at vise mig frem og levere en overbevisende indsats ved Brian Nielsen og Mogens Palles premieregalla i Herlev. Klart, at jeg ville,” fortæller Morten Olson ifølge en pressemeddelelse.
 
Begge hans kampe er afgjort allerede i 1. omgang, så muligheden for noget udvidet erfaring skulle denne gang være til stede. Modstanderen bliver portugisiske Goncalo Pimenta (1-3, 1 KO), som endnu aldrig er blevet stoppet. Men det vil Morten Olson gerne gøre.
 
“Jeg satser kort og godt på at gå i ringen og slå til på det rigtige tidspunkt for tredje gang i træk,” siger han.

Seneste historier