mandag, 10. februar 2025

01.11 Nu begynder det at ligne en rigtig boksestald…

Med tilføjelsen af Enock Poulsen (1-0, 0 KO) og Ditlev Rossing (1-0, 1 KO) til stalden, begynder Mogens Palles nye bokseprojekt for alvor at syne af noget, der kan gå hen og blive interessant. De to boksere debuterede lørdag aften som professionelle ved Danish Fight Night i Frederiksberg Hallerne i København, og de var lyspunkterne på et stævne, der indeholdt mange kampe, men hvor flere af de udenlandske modstandere ikke levede op til forventningerne.Da Palle for et år siden lavede aftaler med de boksere, der skulle sætte gang i projektet, var der tale om helt nye og i amatørmæssig forstand urutinerede danske boksere, der alle havde det til fælles, at de havde en offensiv og underholdende stil. Kritikken fra amatørrækkerne gik ved den lejlighed på, at de bedste boksere stadig boksede med trøje, men det er der ved at blive lavet om på. Siden har Mogens Palle nemlig hevet tre regerende nordiske mestre – udover Enock Poulsen og Ditlev Rossing er der tale om Mohamed Adel (3-0, 1 KO) – og stortalentet Ali Mohamed (3-0, 1 KO) ind i stalden. Det er beviset på, at Mogens Palle ikke udelukkende har øjnene rettet mod offensive tonsere, der kan tække det halvberusede publikum. Han mener det seriøst, når han siger, at han vil føre sine boksere frem til store kampe.Lørdagens stævne var et opbygningsstævne, hvor mange af de unge nyproffer tog næste skridt op af stigen. Næsten halvdelen af modstanderne var i ugen op til stævnet blevet skiftet ud, og det er uden tvivl en medvirkende årsag til, at det er ikke er helt uberettiget, hvis tilskuere eller seere ikke føler, at stævnet var det skarpest matchede i Mogens Palles lange karriere.I flere tilfælde var Mogens Palle tydeligt utilfreds med de boksere, han selv havde inviteret. Roland Oroszlan (7-2, 0 KO) opgav i 2. omgang af kampen mod Daniel Heinze (5-0, 2 KO) uden nogen synlig grund, og Ivan Jakovljevic (1-2-1, 1 KO) var ifølge flere observatører skadet, allerede da han gik op i ringen for at møde Jeppe Morell (5-0, 3 KO). Indsatserne – eller mangel på samme – fra de to boksere imponerede bestemt ikke Mogens Palle, som straks bad Dansk Professionel Bokse Forbund undersøge sagerne nærmere. Forbundet kan, hvis den finder det bevist, at bokseren har løjet om en skade eller ikke har leveret en indsats, tilbageholde hans betaling. Om det kommer til at ske, er dog tvivlsomt.De to var dog ikke de eneste, som ikke burde have været i ringen i Frederiksberg Hallerne. Ostaps Basins (2-7, 2 KO) og Olegs Lopajevs (12-17-1, 11 KO), som mødte henholdsvis Morten Fruensgaard (3-0, 2 KO) og Kasper Fruensgaard (2-0-1, 1 KO), var – for nu at formulere det på en måde, som Mogens Palle kunne have gjort – ikke én pot pis værd. Tvillingerne skulle åbenlyst have et par lette kampe og et skud selvtillid i form knockouts, og det fik de. Men det var ærligt talt også vanskeligt for dem at undgå.Lovende debutanterFaktisk var det de to debutanter, nok især Enock Poulsen (1-0, 0 KO), som var aftenens mest lovende indslag. En debutkamp mod Osama Hadifi (11-2, 11 KO) gik i vasken, men georgiske Kakha Avetisian (45-38-1, 27 KO) var en glimrende erstatning, hvilket en sejr over Andreas Evensen beviser. Georgieren må dog have vågnet søndag morgen med ondt i mavsen, for Enock Poulsen udboksede ham og viste, at han er en af de absolut mest interessante boksere i Danish Fight Night-regi.
Det er Ali Mohamed (3-0, 1 KO) også. Den blot 19-årige østjyde måtte igen igennem seks omgange, inden han sikrede sig sin tredje sejr, men undervejs havde han sin modstander på hælene. Faktisk så meget, at Mario Goncalves efter en gulvtur meget belejligt skulle over i ringhjørnet for at have bundet sine sko. Og de sko kunne da vist ikke bindes ret meget langsommere.Også Jonas Madsen (6-0, 1 KO) må føjes til listen over opløftende oplevelser. Den unge århusianer boksede dejligt aggressivt og kontrolleret, og efter fem pointsejre på stribe må det være en befrielse endelig at lægge en modstander på langs. At en fyr med kun otte amatørkampe kan indeholde så meget boksning, som Jonas Madsen gør, er imponerende. Han er et spændende talent, som er værd at følge, men han er selvsagt også en fyr, der skal behandles og matches med omhu og ikke kastes for løverne. Heller ikke selvom han selv foregiver at være en tiger.
 

Gode takter var der i øvrigt fra hovedkæmper Lolenga Mock (37-14-1, 13 KO), som på vanlig vis skulle bruge en lang distance for at nedbryde sin modstander, som denne gang var Nicolas Dion (16-4, 2 KO), samt fra Andreas Lynggaard (5-0, 1 KO) og Tobias Sørig (4-0-1, 1 KO), der begge stoppede deres modstandere med få sekunder igen. De to sidstnævnte har mange kilometer til toppen, og der er gode penge at hente, hvis man sætter hele børneopsparingen på, at de når derop. Det ser ud som om, at det stille og roligt går i den rigtige retning fra kamp til kamp, men hvis de i sidste ende viser sig at indeholde det, der skal til for at nå toppen, må det siges at være en overraskelse.Pierre Madsen (4-0, 3 KO) er det vanskeligt at kritisere, for man må sige, at han gjorde, hvad han skulle: Han hamrede Manuel Banquez (8-6-2, 5 KO) i gulvet. Colombianeren var muligvis regerende national mester og derudover højrefodsbokser, hvilket kan være drilsk og er en erfaring, som alle boksere må igennem, men specielt skræmmende eller imponerende var han ikke. Han lignede desuden en fyr, som burde veje betydelig mindre end han gjorde, og danskeren havde da heller ingen problemer med at køre ham over. Selvom Pierre Madsen endnu i langt højere grad er en slagsbror end en bokser, er han klar til at møde bedre modstandere end de to seneste af slagsen.
3. december i ÅrhusNæste Danish Fight Night bliver ifølge Mogens Palle lørdag den 3. december, hvor ringen vil være sat op i Smilets By, Århus. Her vil en stor del af de danske nyproffer naturligvis igen være på programmet og tage næste skridt opad, men der kan også være flere meget interessante opgør på vej. Forhåbentlig får vi danskeropgøret mellem Osama Hadifi (11-2, 11 KO) og Enock Poulsen (1-0, 0 KO), og derudover er det meningen, at den amerikanske sværvægter Sherman Williams (38-15-2, 20 KO) skal i ringen. Williams har de seneste måneder været i Danmark som træner for Tobias Sørig og Pierre Madsen, men han vil også gerne selv bokse med.
Der er endnu intet navn på amerikanerens modstander, men hvis Mogens Palles planer og håb bliver til virkelighed, kan der blive tale om en for skandinaviske boksefans ganske interessant kamp.Foto: Thomas Sjørup.

Seneste historier