Et sted i horisonten er Mikkel Kessler begyndt at kunne skimte enden på sin karriere. Op til sin kamp den 8. december mod Brian Magee erkender danskeren, at der ikke er mange kampe tilbage i ham.”Det bliver nok ikke til så meget efter den her kamp. Hver kamp kan blive den sidste, så det kan være, det her er den sidste. Og det kan være, det ikke er,” siger Mikkel Kessler til Herning Folkeblad.Den 33-årige vikingekriger har gennem karrieren været ramt af en lang række skader, og i efteråret 2010 måtte han forlade Super Six-turneringen efter problemer med sine øjne.”Da jeg fik det med øjnene, troede jeg, at min karriere var forbi. Jeg troede, det hele skulle slutte der, men det skulle det alligevel ikke. Heldigvis. Så jeg bokser videre og ser, hvad jeg kan opnå, mens jeg har sulten og styrken,” siger Mikkel Kessler.I kampen mod Brian Magee får Kessler chancen for at vinde WBA’s “almindelige” titel. Bæltet er stor motivation for at møde den nordirske mester.”Det er den største kamp for mig nu. Det er hver kamp. Jeg kan vinde mit verdensmesterskab tilbage, kan man vel sige, og så bliver det ikke større,” siger Mikkel Kessler.”Nogle boksere kæmper hele livet for at få én chance som den her,” tilføjer danskeren.Foto: Photo Wende.