Jonas Madsen (4-0, 0 KO) kommer næppe sovende til sin femte sejr som professionel bokser. Den femte profkamp bokser han den 16. september ved Danish Fight Night i Frederiksberg Hallerne, og her skal den 21-årige dansker i ringen mod englænderen Anthony Fox (1-0, 0 KO).
Fox og Jonas Madsen er lige gamle, og selvom englænderen blot har en enkelt kamp på rekordlisten, er det et resultat, som giver en vis respekt. Han besejrede nemlig landsmanden Morgan Jackson, der havde vundet alle sine fem profkampe – og ham besejrede han endda ganske overlegent.
Jonas Madsen har i sine fire hidtidige profkampe vist fine takter. Han er dog stadig meget grøn med lang vej til toppen.