Brian Nielsen går stadig rundt med ambitioner om at vende tilbage til bokseringen.Den 47-årige boksebamse, der senest boksede for 13 måneder siden, da han tabte på teknisk knockout mod den amerikanske legende Evander Holyfield, håber, at hans krop giver ham grønt lys til at bokse igen.”Jeg er jo en gammel mand, for fanden, men jeg har sgu’ stadigvæk lysten. Det må jeg indrømme. Men hvad der lige kommer til at ske, det ved jeg ikke en skid om. Det er ene og alene min hofte, der afgør om jeg skal bokse igen. Jeg finder ud af, om hoften kan holde til, at jeg fortsætter med at bokse, inden for to til tre uger. Så tager jeg den endelige beslutning,” siger Brian Nielsen til Ekstra Bladet.Det går lidt op og ned med hoften på den tidligere OL-bronzevinder, og det er i sidste ende hoften, der kommer til bestemme, om det bliver til flere kampe for Brian Nielsen.”Der er ingen nye kampe på programmet, selvom det står meget godt til med kroppen lige nu. Lige nu går det rigtigt godt med min hofte, men jeg bliver nødt til at se tiden an, fordi sådan er det i perioder. Jeg har fået nogle indsprøjtninger, men jeg tror ikke på, det er nok,” siger Brian Nielsen, der ikke kan slippe kærligheden til boksning, selvom det efterhånden er mange år siden, han har været på toppen.”Jeg bliver nødt til at indse, at jeg er ved at være en gammel mand, men boksning er det eneste, jeg har været god til, så det er jo klart, at det stadigvæk trækker i mig,” siger han.